Monterings-vejledning
Steg-for-steg guides til montering af alt vi laver — folietekst, klistermærker, skilte, plader og magnetfolie. Følger du vejledningen, holder det i mange år.
1. Folietekst — tør-metode
Den hurtigste metode til mindre stykker folietekst — firmanavn på varebil, butiksvindue eller navneskilt. Folien limer med det samme du har placeret den, så du har ÉT skud. Mål omhyggeligt op før du går i gang.
Værktøj du skal bruge
- • Rakel (gummiskraber)
- • Skarp hobbykniv
- • Sprit eller renseserviet
- • Målebånd og blyant
- • Evt. afdæknings-tape
- • Køkkenrulle eller microklud
- 1
Rengør overfladen
Tør hele området af med sprit eller rengøringsmiddel. Lad det tørre HELT — selv et tyndt lag fugt eller fedt forhindrer folien i at binde, og du får luftblærer. - 2
Mål og marker placeringen
Mål op med målebånd og lav små blyant-mærker hvor folien skal sidde. På varebiler kan du sætte afdæknings-tape som referencelinjer — folien er meget svær at flytte når den først er på. - 3
Rakelér master-tapen fast
Folietekst leveres med transparent master-tape oven på. Inden du fjerner bag-papiret, rakelér master-tapen ned mod folien, så hver bogstav sidder fast på tapen. - 4
Fjern bag-papiret
Læg folien fladt og træk bag-papiret af i én jævn bevægelse — gerne med folien lagt på et bord. Hvis folien kommer med op fra master-tapen, tryk den tilbage og prøv igen. - 5
Påsæt fra midten og ud
Placér folien forsigtigt på fladen. Hold den i en bue så midten rører først, og rul den så ud mod kanterne. Brug rakelen i lange jævne bevægelser fra midten ud. - 6
Fjern master-tapen forsigtigt
Træk master-tapen af i en LAV vinkel (næsten parallelt med fladen) — ikke ret op. Gør det langsomt. Hvis folien kommer med op, læg tapen tilbage, rakelér området og prøv igen.
2. Folietekst — vådmetode (vandetæppe)
Til store flader — varebil-sider, butiksvinduer, facader. Vand-blandingen giver dig glide-tid så du kan skubbe folien rundt og placere den præcist, før limen aktiveres. Også god metode på varme dage hvor folien ellers binder for hurtigt.
Vand + et par dråber opvaskemiddel skaber et tyndt vand-lag mellem folie og overflade. Limen binder ikke før vandet er presset ud. Du har 1-3 minutter til at placere folien præcist før den begynder at fæstne.
Værktøj du skal bruge
- • Sprayflaske med rent vand
- • 1-2 dråber opvaskemiddel
- • Rakel med filt-kant
- • Microklud eller køkkenrulle
- • Målebånd
- • Tålmodighed — det tager længere tid
- 1
Bland sæbevandet
Fyld sprayflasken med rent vand. Tilsæt PRÆCIS 1-2 dråber opvaskemiddel — ikke mere, ellers laver det skum og forsinker limen for længe. Ryst forsigtigt. - 2
Rengør overfladen
Tør fladen helt ren for støv, fedt og insekt-rester. Lad den tørre, eller spray let med sæbevand og rakelér af. Vær særligt grundig ved kanter. - 3
Spray både flade og folie
Når du har fjernet bag-papiret fra folien — spray BÅDE den rene flade OG limsiden af folien rigeligt med sæbevand. Folien skal være våd, ikke fugtig. - 4
Placér og skub i position
Læg folien på den våde flade. Den glider nu rundt — skub den i præcis position med fingrene eller en blød klud. Tjek målebånd-mærker hvis du har dem. - 5
Rakelér vandet ud
Start fra MIDTEN og rakelér i lange jævne strøg mod kanterne. Du presser vandet ud under folien. Tør det op løbende. Rakelér to-tre gange over hver del. - 6
Lad tørre 24 timer
Limen binder gradvist mens det sidste vand fordamper. Vent MIN. 24 timer (helst 48) før du fjerner master-tapen. Tør tørt vejr = hurtigere, fugt = langsommere. - 7
Fjern master-tapen
Træk forsigtigt i en lav vinkel. Hvis et bogstav vil med op, læg tapen tilbage, rakelér over og vent én dag mere før du prøver igen.
3. Klistermærker (printet)
Printede klistermærker har lim hele bagsiden — modsat folietekst hvor kun bogstaverne har lim. Du har derfor mindre glide-tid, men er heller ikke i risiko for at "knække" bogstaver. På flader under 20 cm: brug tør-metode. Over 20 cm: brug vådmetode som beskrevet ovenfor.
- 1
Rengør og afmål
Sprit overfladen ren og lad tørre. Hold klistermærket op imod fladen for at se placeringen — marker eventuelt hjørner med blyant. - 2
Tag bag-papiret af i bevægelse
Bøj klistermærket let bagud så bag-papiret skiller fra limen. Træk forsigtigt papiret af mens du holder mærket spændt — undgå at det folder eller binder mod sig selv. - 3
Påsæt fra én kant
Placér ét hjørne eller én kant først og rul mærket UD mod den modsatte side. Brug rakel for at trykke luften ud i samme bevægelse. - 4
Tryk luftblærer ud
Hvis der er luftblærer, kan de prikkes med en spids nål og luften presses ud. Små blærer forsvinder typisk af sig selv inden for 1-2 dage i sollys.
4. Wall sticker (indendørs)
Wall stickers monteres med tør-metode på væg eller glas. På maling skal væggen være helt tør og minimum 14 dage gammel — frisk maling slipper folien. Glasoverflader fungerer perfekt med både tør- og vådmetode.
- 1
Tjek vægoverfladen
Glat maling: ja, virker fint. Struktur-maling/spartelvæg: folien sidder kun på toppen af strukturen — overvej en plade i stedet. Tapet: ofte for løst, folien river tapetet med op ved fjernelse. - 2
Tør væggen forsigtigt
Brug en let fugtig microklud — IKKE sprit (kan opløse malingen). Lad tørre helt. - 3
Følg samme tør-metode som folietekst
Rakelér master-tapen, fjern bag-papir, påsæt fra midten ud, fjern master-tape i lav vinkel.
Maling hærder først helt efter 2-4 uger. Sætter du wall sticker på inden, kan du rive malingen af når du senere fjerner stickeren.
5. Plade-skilte med skruer
Plade-skilte i alu-sandwich, PVC eller kompakt monteres med skruer gennem skilte direkte i underlaget — eller via afstandsstykker for en moderne "flydende" look.
- 1
Vælg skrue-afstand
Som tommelfingerregel: 1 skrue pr. 50 cm langs kanten. Skilte op til 60×40 cm: 4 skruer i hjørnerne (3 cm fra kanten). Større skilte: 6-8 skruer. - 2
Marker huller
Hold skiltet op imod underlaget, marker hullerne præcist med blyant gennem skiltet. Tag skiltet ned og bor med rette borestørrelse til din skrue. - 3
Vælg skrue-type
Indendørs: almindelige spaanplade- eller gipsskruer. Udendørs: ALTID rustfri eller galvaniserede — almindelige stål ruster og laver brune striber på skiltet inden for få måneder. - 4
Skru fast — uden at presse
Skru indtil skruehovedet rører skiltet — IKKE længere. Pres ind i alu-sandwich kan give buler i alu-overfladen. PVC tåler lidt mere, men spar kraften. - 5
Afstandsstykker for floating look
Hvis du vil have skiltet 1-2 cm ud fra væggen ("flydende"), brug specielle distanceholdere. De skrues først i væggen, derefter klemmes skiltet på. Giver et meget mere professionelt udtryk.
6. Facade-bogstaver (3D, løse)
Løse 3D-bogstaver i akryl, alu eller PVC monteres enkeltvis på facaden via lim, tape eller skruer/distance-holdere. Du får en monterings-skabelon i papir med din leverance — den holder afstandene præcise mellem bogstaverne.
Brug ALTID skabelonen vi vedlægger. Selv få millimeters forskydning er synligt på facaden — og det er meget svært at lave om bagefter.
- 1
Marker hele teksten først
Tape skabelonen op på facaden i den ønskede højde og position. Tjek at den er vandret med vaterpas. Marker hjørner og montagepunkter med blyant gennem hullerne i skabelonen. - 2
Vælg monterings-metode
Klæbet på (op til ~30 cm bogstaver): brug 3M VHB skum-tape (vejrbestandig dobbeltsidet) — diskret og hurtigt. Skruet på (større bogstaver): bor huller i facaden, brug bogstavernes indstøbte gevind eller distance-holdere — giver flydende look og er stærkere. - 3
Tør facaden ren
Sprit/grundrens facaden hvor bogstaverne skal sidde. Lad tørre helt. Maling skal være mindst 4 uger gammel. - 4
Påsæt bogstaverne ÉT AD GANGEN
Start med ÉT bogstav i midten af teksten. Hold det op imod skabelonen, tryk fast. Arbejd så ud mod siderne — hvis du starter fra én ende, ophober små fejl sig og slut-bogstavet ender forkert. - 5
Fjern skabelonen forsigtigt
Vent 10-15 min efter sidste bogstav er sat fast, før du trækker skabelonen ned. Hiv den nedad eller sidelæns — ikke ud fra facaden (kan flytte bogstaver). - 6
Tjek vinklen fra afstand
Træd 10-20 meter væk og tjek at teksten ligger ret. Små fejl er meget tydeligere set fra gaden end tæt på.
- Vaterpas (mindst 60 cm)
- Skarp blyant + målebånd
- Bor og borespidser (til skruet-på montage)
- Sprit eller grundrens
- 3M VHB tape (hvis klæbet på) — vi kan inkludere det med ordren
7. Lys-bogstaver (med elektrik)
Lys-bogstaver (LED-front, LED-bag eller fuldt belyste box-bogstaver) monteres som normale facade-bogstaver, men har elektrisk tilslutning der skal føres ind i facaden. Lad altid en autoriseret elektriker stå for selve tilslutningen — det er lovkrav i Danmark.
Faste 230V-installationer kræver autoriseret elektriker i Danmark. Du kan selv placere bogstaverne og bore monteringshuller, men kabel-tilslutning skal udføres af en autoriseret. Vi leverer en bore-tegning med præcise mål når du bestiller.
- 1
Planlæg kabelføring FØR du bestiller
Hvor sidder den nærmeste stikkontakt eller eltilslutning? Mange facader har ikke strøm udvendigt. Tal med elektrikeren før montage og bestil eventuelt en strøm-tap samtidig. - 2
Modtag bore-tegning fra os
Sammen med dine lys-bogstaver får du en præcis bore-tegning i 1:1 skala. Den viser hvor du skal bore monterings-huller OG hvor kablerne kommer ud bagved hvert bogstav. - 3
Bor monteringshuller og kabelhuller
Tape bore-tegningen op på facaden i den korrekte højde — tjek vandret med vaterpas. Bor monteringshuller PRÆCIST hvor tegningen markerer. Bor også hvert kabelhul (typisk Ø8-10mm afhængig af kabel-type). - 4
Træk kabler igennem facaden
Med kabel-strømper eller fiskebånd trækkes hvert bogstavs kabel ind i facaden. Brug silikone eller fugemasse rundt om kabelhullet på ydersiden for vandtæthed. - 5
Skru bogstaverne fast
Bogstaverne skrues fast med medfølgende skruer/distance-holdere. Spænd jævnt — ikke for hårdt, det kan revne LED-husene. - 6
ELEKTRIKER tilslutter strøm
Elektrikeren samler hvert bogstavs kabel til driver (typisk 24V LED-driver) og føder ud fra ét stik. Driveren placeres typisk indvendigt eller i et vejrbestandigt kabinet. Test alle bogstaver lyser før montage afsluttes. - 7
Tjek lyset ved skumring
Lys-bogstaver ser markant anderledes ud ved dag end ved skumring/natt. Tjek visuelt 2 gange — én gang i dagslys, én gang når det er mørkt.
- Box-bogstaver (lys fra alle sider) er dyrere men giver bedst effekt — særligt om aftenen.
- LED bagomlys (halo-effekt) virker stilfuldt og koster mindre — perfekt til moderne facader.
- Brug tidsstyring (lyset tænder ved skumring) for at undgå spildt strøm om dagen og natten.
8. Magnetfolie på bil
Magnetfolie er den nemmeste reklame til at tage af og på. Sidder fast med selve magneten i folien — ingen lim involveret. Perfekt til håndværkere der både bruger egen bil og leasing-bil.
- 1
Rengør bil-overfladen
Bilen skal være vasket, tør og fri for vand, voks-rester og polér-middel. Vandet fanges ellers mellem magnet og lak og kan give pletter over tid. - 2
Tjek at fladen er metal
Magnetfolie virker KUN på stål-flader. Mange moderne biler har plastik-kofangere og plastik-paneler — magneten falder af. Test med en lille magnet først hvis i tvivl. - 3
Læg folien på i ét stræk
Hold magnetfolien i begge ender, læg den centreret på fladen i én bevægelse. Lad magneten suge — undgå at trække folien hen ad lakken (kan ridse). - 4
Tag den AF jævnligt
Lad ikke magnetfolien sidde på i flere måneder uden at flytte den. Fugt og snavs samler sig under, og du kan få lak-pletter eller misfarvning. Tag den af 1-2 gange om måneden, rens bil og folie, sæt på igen. - 5
Opbevar fladt
Når den er af, opbevar fladt eller rullet IKKE foldet. Folder bliver permanente og folien sidder så ikke længere helt fladt på bilen.
9. Generelle forholdsregler
Temperatur
Folien skal monteres ved +10 °C til +30 °C. Koldere = limen er for stiv, varmere = den binder for hurtigt. Vinter-montage: lad folien ligge i varme rum 30 min før påsætning.
Overfladen
Skal være ren, tør og glat. Sprit er bedst på metal og glas. Maling: brug kun mild sæbe + vand. Aldrig montér på ru, oliede, voksede eller støvede flader.
Rene hænder
Fedt fra fingre kan forhindre limen i at binde. Vask hænder eller brug arbejdshandsker. Rør så lidt ved limsiden som muligt.
Tid og tålmodighed
Limen når fuld styrke efter 72 timer. Undgå at vaske bilen eller få fugt på i de første dage. Hurtigvask de første 2 uger: ja, højtryksrenser: vent en uge.
10. Hjælp — det gik galt
Luftblærer under folien
Folien kommer med op når jeg fjerner master-tape
Folien sidder ikke fast i kanten
Bogstaver er forskudt fra hinanden
Folien har en revne eller bobler ved kanten
Andre spørgsmål?
Vi har 20 års erfaring med skilte og folie og hjælper gerne med din konkrete opgave.